"Styrken i min streg og skulpturer
"
Jeg blev født i Ulbølle 1940 på Lindely, hvor jeg var midterste barn i en søskende flok på fem af Astrid og Karl Madsen. Efter 7 års skolegang kom jeg ud at tjene ved landbruget, indtil Den Kongelige Livgarde kaldte i 1958.
Herefter kom jeg i lære
som murer hos murermester Verner Brændholm i V. Aaby, hvor jeg i flere år arbejdede som murersvend indtil en diskusprolaps tvang mig væk fra faget.
Det blev således starten på en ny uddannelse, som ortopædisk håndtræskomager, ved Svend Blanke i Vester Skerninge. For at komme videre ad denne vej var et bopælsskifte nødvendigt. Men da jeg havde stiftet familie og fået bygget mig et dejligt hus i Ulbølle var det ikke vejen frem. I dag er jeg den sidste nulevende håndtræskomager i Danmark.
Jeg skiftede igen kurs til omsorgsmedhjælper og kom til amtsinstitutionen Eksebjerggård, et bofællesskab for mennesker med psykisk handicap. Dette blev til min arbejdsplads den næste 10 år. Mit arbejdsliv sluttede, som hjemmevejleder i Egebjerg Kommunes bofællesskab på Kærvej i Vester Skerninge.
Det var i perioden på Eskebjerggård at min interesse for maleriet og billedkunst blev vakt. På opfordring fra daværende leder Egon Christensen, kom jeg i kontakt med Aksel Ågård fra Korinth, en erfaren billedkunstner, der gennem tre års ugentlig og personlig undervisning videregav sin erfaring og lærte mig alle grundteknikker indenfor maling og tegning. Et grundlæggende læreforløb som både fagligt og personligt har været motivationen til min efterhånden 30 års efterfølgende arbejdsglæde som billedkunstner.
De senere år har jeg endvidere arbejdet med skulpturer, i det materiale jeg beskæftigede mig med for mange år siden, nemlig beton. En selvudviklet metode og proces som er yderligere beskrevet på min hjemmeside.
For at kunne videreudvikle sig og holde sig inspireret som kunstner er jeg med i kunstnerfællesskabet Pakhuset i Fåborg, hvor vi mødes og tegner/maler, udstiller og laver aktiviteter for os selv og det sydfynske kunstnerliv. I 2003 etablerede vi blandt andet Portrætkompaniet, hvor vi er nogle billedkunstnere, der tager rundt på udstillinger, gader og stræder, og tilbyder forbipasserende at portrættere dem eller måske deres børn.
Jeg er gennem livet blevet inspireret af mine omgivelser og bliver det forsat hver eneste dag. Jeg gik på pension som 60 årig og har nu fuld tid til at dyrke min lidenskab.
Min mangeartede håndværkserfaring er således - styrken i min streg og skulpturer.